HÅNDSKRIFTER
Lad det være sagt med det samme: vi har ingen håndskrifter fra Harpestrengs egen hånd. Originalteksterne er gået tabt.
En række afskrifter, der med større eller mindre sikkerhed tilskrives de Harpestrengske originaltekster, er dog bevaret.
De mest kendte står nedenfor.
STH. KGL. BIBL. K 48
NY KGL. SAML. 66,8
LIBER HERBARUM [dansk: urternes bog eller urtebog]
I Poul Haubergs “Henrik Harpestræng Liber Herbarum” omtales brugen af 51 planter samt ost og æg.
I flere århundreder var dette håndskrift sunket ned i glemslen, indtil Poul Hauberg i første del af 1900-tallet foretog en grundig granskning af “haandskrevne danske Lægebøger, som findes herhjemme og i udenlandske Biblioteker”, hvilket førte ham til den samling, som han har givet titlen Liber Herbarum, og som tilskrives Henrik Harpestreng.
Liber Herbarum er skrevet på latin, middelalderens internationale sprog, og ud over en udbredelse i Norden var den også kendt uden for Norden. Brudstykker af den er oversat til tysk.
Hvad indholdet angår, er det ikke alle planter i Liber Herbarum, man kender fra Harpestrengs andre skrifter. Poul Hauberg gør specifikt opmærksom på den nordiske plante angelika [kvan], som nævnes i sagaer, men næppe i andre middelaldertekster uden for Norden.
Endvidere skriver Poul Hauberg, at planten faba [bønne/hestebønne] ligeledes ikke kendes fra andre Harpestrengtekster.
Og generelt er kilderne til Liber Herbarum ikke de samme, som dem der er brugt til den danske urtebog.
(Kilde: Poul Hauberg 1936, Henrik Harpestræng Liber Herbarum. Bogtrykkeriet Hafnia.
Datering: Det originale håndskrift kendes ikke. Afskrifterne daterer Poul Hauberg til det 15. årh.
Sprog: latin, oversat til dansk af Poul Hauberg.)
ÅRELADNINGSREGLER – HARPESTRENGS REGEL
Thette ær legen mesther Hinrick Harpæ strengh aff konnyngh Erick Hwilkæ maner skal ey lades wdy Primo iiii daghæ i aprilis kalende Then annen ær then førstæ dagh i augusto Then trediæ ær xi dagen a iwlii manet Nota thessæ iii daghæ skal man gernæ lades wdi fførsth then xvi daghen thorth gaar ind, wdi then høgre armen Then annen ær then femte dagen april gaar indh wdhi then wenstræ armen Then trædiæ ær then fiærde daghen eller then fæmthæ ther may gaar indh, wd aff bodhæ armenæ …
(Kilde: https://tekstnet.dk/books/anon_aareladning-gks/002/
Håndskriftet befinder sig på Det kgl. Bibliotek, København.
Datering: ca. 1450 – 1500
Sprog: gammeldansk)
Håndskriftet befinder sig på Det kgl. Bibliotek, K
LINKÖPING SAML. I A (CODEX GRENSHOLMENSIS)
De relevante sider af håndskriftet Linköping Saml. IA (Codex Grensholmensis) er siderne 18-22. I de 2 øverste liner på håndskriftets s. 20 – dvs. den miderste af de 5 indscannede sider – står: Item thette er then legedom som mesther henrik harpestrængh gaff kongh erik. De indscannede sider omhandler “underrättelse om de dagar av året då det är bäst att låta sig åder.”
Selve håndskriftet er på 189 sider og indeholder blandt meget andet tekster om bondepraktika, om brændevinens magt og kraft, om hovedpine, om dyrekredsen, om konkrete personers fødsels- og dødsår, om legenden om Tungulus, om religiøs omvendelse, om messer, om hvordan man udfrier en ven, fader etc. fra skærsilden, om middel mod pest.
LIBER DATICUS ROSKILDENSIS. ROSKILDE GAVEBOG OG DOMKAPITLETS ANNIVERSARIELISTE
I middelalderen havde klosterkirkerne og domkirkerne optegnelser over afdøde, som skulle mindes. Hvem, der skulle tages i forbøn og hvornår, fremgik af en anniversarieliste eller en gavebog.
Selv om Roskilde Gavebog kun kan føres tilbage til ca. 1274, indeholder den dog også enkelte ældre optegnelser, hvoraf bl.a. Henrik Harpestrengs dødsdato fremgår:
– 4. Non. Apr. ob. magister Henricus Harpestreng, huius Ecclesiæ Canonicus M. CC. XLIIII. qvi multiplices elemosinas huic Ecclesiæ contulit tam in morte qvam in vita sua.
– Anno Domini MCCXLIV. IV. Non. April obijt M. Henricus Harpestreng, Canonicus Roeschildensis bene meritus.
Det er disse to optegnelser, der fortæller os, at Henrik Harpestreng var magister, kannik i Roskilde, og at han døde den 4. april 1244.
Den originale gavebog gik tabt under Københavns brand i 1728, men nogle mere eller mindre nøjagtige afskrifter af originalen blev bevaret. Det er på grundlag af disse afskrifter, at Alfred Otto i sin bog ”Liber Daticus Roskildensis” har søgt at genskabe den originale ”Roskilde Gavebog”.
(Kilde: Alfred Otto S.J. 1933: Liber daticus Roskildensis. Roskilde Gavebog og Domkapitlets Anniversarieliste. Levin og Munksgaard, København, s. 47, 178-186.
Datering: Originalen er fra ca. 1274. Den brændte ved Københavns brand i 1728. Alfred Otto har samlet afskrifter af originalen i sin bog ”Liber Daticus Roskildensis” fra 1933.
Sprog: latin)
HENRIK HARPESTRENGS EPITAFIUM
Epytaphium Magistri Henrici Harpæstreng, qvod ipse propria manu conscripsit.
Lex gravis humane mortis concludit elencum,
Omnibus imperio cum furioso venit.
Est via nulla fuge, nil prosunt castra vel urbes
Nil regum regna, divitieve juvant.
Nil prelatura, nil linea clara parentum
Nil mundi pompa. fama vel orbis honor.
Nil sacra decreta, nil ars septena sororum,
Nil lex inflata Justiniana juvant.
Personas hominum non respicit. Omnibus eqve
Impia: concludit conditione pari.
Tardant antidotum mortis presidia gressus
At tandem vincit fortior artis ope.
Qvi totiens vici mortem, nunc victus ab illa
Demonstro cunctis esse necesse mori.
Hoc nobis nostri primi meruere parentes.
Qvorum posteritas impia facta luit.
Qvis qvis es ergo care, ne tu moriaris in evum.
Ad vitam fugias, est via vita Deus.
(Kilde: Alfred Otto S.J. 1933: Liber daticus Roskildensis. Forlaget Levin & Munksgaard, s. 183-184.
Alfred Otto har gengivet en afskrift af et håndskrift, der gik tabt ved Københavns brand i 1728 (Sorø-håndskriftet)).
Henrik Harpestrengs epitafium oversat til dansk.
Dødens ubarmhjertige Lov afslutter Livets Aarrække,
den kommer til alle med frygtindgydende Magt.
Der findes ingen Udvej til Flugt, ej hjælper Borge eller Byer,
Kongeriger eller Rigdom.
Til ingen Nytte er den gejstlige Værdighed, Forældrenes berømte Stamtavle,
Verdens Glans, Berømmelse eller Ære.
Ej heller hjælper de hellige Love, de syv frie Kunster
og Justinians stolte Lov.
Døden tager ikke Hensyn til Menneskets Person, den er lige hensynsløs mod alle og
stiller samme Betingelser for alle.
Modgiftens Værn forsinker Dødens Skridt,
men til sidst sejrer dog den, der var stærkere end Kunstens Hjælp.
Jeg, der saa ofte har overvundet Døden, men nu bliver overvundet af ham,
viser derved, at alle maa dø.
Det har vore Stamforældre været Skyld i,
hvis Synd Efterkommerne maa bøde for.
Hvem du end er, Kære, for ikke i Evighed at dø,
flygt til Livet, Gud er Vejen og Livet.
(Kilde: Fang, Arthur 1945: Roskilde. Fra byen og dens histore. I. bind. Erh. Flensborgs Forlag, Roskilde, s. 198)